Jeg hedder Laila Andersen og er 45 år.
Jeg har været kommunal dagplejer i Gislinge siden oktober 2012, og har nu valgt at stå på egne ben og startede min egen private pasningsordning pr. 1. december 2020.
Jeg bor sammen med min mand Martin, og vores 3 dejlige børn, Marcus på 21 år, Josefine på 19 år, og Niklas på 16 år.
Vi har boet i Gislinge siden 2007 og har nu valgt at flytte til Holbæk, Stenhusparken 18, pr. 1. december 2023.
Vi har 1 kat, Simba & 2 Franske Bulldog, Carma & Canto, som er meget børnevenlige.
Vi bor i et skønt og børnevenligt kvarter, på en lukket villavej, tæt på fjorden, Knudskoven og Naturskolen, så børnene kan opleve årstiderns skiften i naturen og opleve en masse dyr.
Vores have er indhegnet, og vi har sandkasse, gyngestativ, rutchebaner og legehus til at hygge sig med. Der er god plads til at boltre sig i haven, og vi er ude året rundt.
Jeg nyder at gå ture med børnene, hvor vi f.eks. besøger andre private børnepassere eller går rundt i nærområdet og snakker om årstiderne, vejret, dyr og hvad vi ellers møder på vores vej.
Vores egne børn elsker børnene og ser dem som deres små ”bonus-søskende”. De elsker at hygge om dem om morgenen inden skoletid og glæder sig altid til at komme hjem efter skole og hygge om dem, når de har sovet til middag.
Jeg er oprindelig butiksuddannet, men har altid drømt om at blive dagplejer, så da chancen bød sig, slog jeg til. Jeg elsker nærværet med børn og nyder at se deres udvikling og være med til at hjælpe dem på vej de første år.
Jeg lægger vægt på tryghed, nærvær, omsorg, ærlighed samt åbenhed. Jeg er uddannet i DGI i idræt, leg & bevægelse, førstehjælp og andre kompetencegivende uddannelser.
I min fritid nyder jeg at bruge tid med familie & venner.
Jeg håber, at ovenstående har fanget jeres interesse, og jeg står gerne til rådighed for besøg og spørgsmål.